22. september 2026

Sindets Dag markeres med fortællekoncert om håb, sårbarhed og veje videre

I anledning af Sindets Dag den 10. oktober inviterer SIND Storstrøm, SIND Næstved og SIND Ringsted-Sorø til fortællekoncert med ME AND MARIA i Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved. Her mødes musik og personlige fortællinger i en eftermiddag med håb, livsglæde, sårbarhed og nærvær i centrum.

Sindets Dag markeres med fortællekoncert om håb, sårbarhed og veje videre
Af: Lea Lund | Foto: Kim Fomsgaard

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hvordan finder man håb og glæde, når livet har vist sig fra sin svære side? Det er noget af det, publikum bliver inviteret til at mærke og reflektere over, når ME AND MARIA går på scenen i Gl. Ridehus.

Duoen består af Maria Anna Rosenberg og Johannes "ME" Pehrson, som med dansksprogede sange om blandt andet håb, taknemmelighed og glæde skaber en nærværende og stemningsfuld koncertoplevelse.

Undervejs deler Maria personlige fortællinger fra sit liv. Hun fortæller blandt andet om sin mor, som blev psykisk syg og senere tog sit eget liv, og om sorg, sårbarhed og om at finde en vej videre. Musikken blev en vigtig del af den vej.

En eftermiddag med håbet i centrum

Sindets Dag markeres hvert år den 10. oktober og sætter fokus på psykisk sundhed. Med koncerten ønsker SIND Storstrøm, SIND Næstved og SIND Ringsted-Sorø at bidrage til større åbenhed om psykisk sårbarhed og samtidig sætte fokus på håb, fællesskab og muligheden for at finde veje videre.

Publikum kan se frem til en eftermiddag med plads til både eftertanke, smil og fællesskab – og forhåbentlig gå derfra med noget i hjertet.

ME AND MARIA er et velkendt dansk band, og deres musik og personlige fortælling er blandt andet blevet omtalt i Go’ morgen Danmark, DR1, Jyllands-Posten, Information, Familie Journal og Hendes Verden.

Praktisk information

Dato: Lørdag den 10. oktober 2026
Tid: Kl. 15.00–17.00
Sted: Grønnegades Kaserne Kulturcenter – Gl. Ridehus, Grønnegade 10, 4700 Næstved
Pris: Fra 50 kr.
Tilmelding: sindrs.nemtilmeld.dk
Tilmeldingsfrist: Tirsdag den 6. oktober 2026

Event Information